Menu

KoldingQ's træner-duo Anders Jensen og Brian Kastling havde 28 spillere til første træning efter Covid-19 pausen

image
sportK - tekst Michael Juncher - friske fotos Ole Sørensen
16. maj 2020 kl. 11:11

KoldingQ startede træningen igen. Og der bliver med fuldt blus
OPLØFTENDE : 28 spillere var mødt op

- Det var dejligt at se spillerne igen. Vores trup er intakt, og efter to træningspas torsdag og fredag har spillerne fri i weekenden. Den kommende uge træner vi mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Vi prøver selvfølgelig at tage hensyn til, at spillerne ikke har spillet fodbold længe, men jeg synes, de virker til at være klar. Der er ingen skader, og der var en dejlig stemning, lød det fra cheftræner Anders Jensen.

28 spillere er mange. Der var som sådan ingen nye iblandt. Og så alligevel.

- Der er nogle af U18 spillerne, der rykker op som seniorer til efteråret. Dem tager vi med i træningen, så vi kan lære hinanden bedre at kende, fortalte cheftræneren. Han nævnte også, at det efterhånden er lang tid siden, man har set hinanden.

- Lidt over to måneder er lang tid at ligge stille med boldtræningen, sagde han.

Og hvad skal al denne træning så ende ud i? Det spurgte vi bestyrelsesmedlem Peter Terp om.

- Jeg ved det faktisk ikke lige nu og her. Vi regner bestemt med, at turneringen skal gå i gang her i foråret,, men vi får først noget afgørende at vide i næste uge. Og mht. træningskampe ved vi heller ikke noget endnu. Men jeg har da en god nyhed. Tilladelsen til at påbegynde byggeriet af en tribune herude i Bramdrupdam er på trapperne, sagde han.

SportK.net følger begivenhederne og skriver her, når der er nyt fra KoldingQ.

En anden god nyhed er, at såvel kvindeligaholdet som U18DM liga holdet har fået licens til at spille i på højeste plan også i sæsonen 2020-2021.